Aaltos fine hvide hus med de flotte forskydninger og det magiske lys er et fremragende eksempel på en skandinavisk modernisme der balancerer højstemte visioner med følsomhed for sted og funktion. 40 år efter sin opførelse er bygningen stadig en attraktion i sig selv og et skattet vartegn for kulturen i det nordlige Danmark. Det trappeformede hus rejser sig fra dalen og de hvide flader og det spejlende glas tegner sig flot i kontrast til de frodige skrænter. Husets indre flow forløber omkring det høje udstillingsrum, og fra det indre cirkelslag fordeler man sig til husets udstillingsrum. Stueetagen er præget af dagslys, forskydninger, flow og gedigne materialer. Parterre etagen er meget sammensat og blev allerede kort tid efter konkurrencen omprogrammeret og omtegnet. Yderligere er etagen udvidet i 1981 og fremstår ikke optimal til dens funktion.
Tiden er kommet til at opdatere det markante hus, så KUNSTEN kan drage nytte af optimerede installationer, nyeste byggeteknik samt opdatere husets rum så de kan honorere tidens krav til et moderne museum.
Med tilførelsen af ’Ny sal’ i parterreetagen, et nyt og moderne udstillingareal, udvides udstillingsrepetoiret, og skaber moderne og tidsvarende rammer for museet. ’Ny sal’ bindes sammen med stueetagen ved hjælp af en ny trappe, som styrker publikumsflowet markant. Flowet fra reception, til butik, ovenlyssal og skulptursal i stueetagen, og ned til ’Ny sal’ og den omdannede café i parterreetagen binder på naturlig vis de publikumsorienterede funktioner sammen og gør museumsbesøget til en helstøbt og sammenhængende oplevelse.
Med forslaget har vi ønsket at fastholde Aaltos og Baruëls arkitektoniske visioner for huset - i det ydre og indre - og har således - hvor muligt - fastholdt eller genbrugt alle overflader og detaljer. Vi har været fuldt bevidste om, at en opdatering af huset skal respektere og fastholde de arkitektoniske motiver og virkemidler fra det oprindelige hus.
TRANSFORM har været underrådgiver til EMA, og været hovedansvarlig for revitaliseringen - de nye tiltag - samt indretningen af museet.
Projekt | KUNSTEN Revitalisering og restaurering af Aalborg Kunstmuseum |
|
Klient | KUNSTEN | |
Kategori | Indretning, Transformation, Kultur | |
Sted | Aalborg, DK | |
År | 2013 — 2016 | |
Størrelse | 8.000 m2 | |
Ydelse | Underrådgiver, hovedansvarlig for konkurrencen, revitalisering og indretning | |
Status | Opført | |
Akkvisition | 1. præmie i prækvalificeret konkurrence | |
Budget | Cirka 155.000.000,- dkkr | |
Samarbejde | EMA, Søren Jensen, GHB | |
Team | Lars Bendrup, Lars Serup, Yao Chen, Lene Hammer, Lars Poulsen, Ritha Jørgensen, Leone Miller, Audur Hreidarsdottir, Sigrid Smetana, Bjørn Odgaard, John Iversen, Matias Vittrup Jacobsen, Steffen Villadsen, Kristian Boye Thomsen | |
Priser | Bygningspræmiering 2018 – Aalborg Kommune, ROS2016 | |
Fotograf | Rasmus Hjortshøj & Lisette Hedegaard Montgomery |